500 gasflasker stjålet: Pas på du ikke køber hælervarer
Midt- og Vestjyllands Politi har hen over sommeren oplevet et stigende antal anmeldelser fra tømmerhandler og byggemarkeder
Hygge i campingvognen og grillaftener i haven betyder, at mange af os bruger en del flaskegas i sommermånederne. Måske skal der endda bruges gas til ukrudtbekæmpelse i indkørslen.
Midt- og Vestjyllands Politi har hen over sommeren oplevet et stigende antal anmeldelser fra tømmerhandler og byggemarkeder, der har fået stjålet deres lager af gasflasker.
Alene i Midt- og Vestjyllands Politikreds er der i de seneste to måneder stjålet cirka 500 flasker.
Brug autoriseret forhandler
- Vi antager, at en del af disse flasker bliver solgt videre her i landet til private aftagere, eksempelvis via online salgssteder, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Læs også
Hvis man vil være sikker på, at der er tale om et legalt forhold, anbefaler politiet, at man køber sin gasflaske ved en autoriseret forhandler.
På den måde risikerer man ikke at begå noget kriminelt ved at aftage hælervarer eller at være med til at vedligeholde et marked for tyvene.
Privatpersoner kan have enkelte gasflasker til salg, uden at der tale om noget kriminelt.
Tegn på hæleri
• Annoncen bærer præg af, at der kan købes mange flaske
• Sælgeren ikke er nem-id verificeret
• Sælgeren har flere salgsannoncer, hvor gasflasker sælges i små partier.
• Afhentningsstedet virker mistænkeligt
• Sælgeren ikke vil oplyse, hvor gasflaskerne stammer fra.