50 ladestandere til elbiler
Det bliver nu lettere at være elbilist
Aftalen betyder at i alt 51 ladestandere, som hver kan lade to elbiler ad gangen, bliver sat op i midtbyen og tilstødende bydele. Standerne kommer til at stå 17 forskellige steder, som er udpeget af Aarhus Kommune og Better Place i fællesskab. Det betyder, at elbilister aldrig får langt til en opladningsmulighed i Aarhus.
De første ladestandere står allerede klar til brug på Viby Torv og på Jens Baggesens Vej i Aarhus Nord, men inden længe er også ladestandere på fx Vesterbro Torv, i Telefonsmøgen og Klostergade på plads.
Elbilernes potentiale er stort i byerne, hvor mange mennesker færdes, fordi de hverken støjer eller udleder skadelige partikler. Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek, er derfor glad for, at det nu bliver lettere at oplade elbilen i Aarhus;
- Udbredelsen af elbiler er et af midlerne i arbejdet for at nå Aarhus Kommunes mål om CO2-neutralitet i 2030. Jeg glæder mig derfor over, at vi med opsætningen af offentlige ladestandere gør det endnu lettere for ejere af elbiler at få ladet batteriet op, siger rådmand Bünyamin Simsek.