50-årig kvinde død i trafikulykke

En 50-årig lokal kvinde døde mandag eftermiddag i en voldsomt trafikulykke på Hammelvej ved Laurbjerg.

Det var formentlig uopmærksomhed, som var skyld i en tragisk ulykke mandag eftermiddag på Hammelvej mellem Laurbjerg og Værum. Østjyllands Politi oplyser, at der er en død.

- Der sker det, at to biler kører mod Værum i nordlig retning. På et tidspunkt vil kvinden dreje til venstre, og det bemærker den bagvedkørende ikke, så han kører lige ind i kvindens bil. Desværre døde hun ved ulykken, siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Brian Voss Olsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Østjyllands Politi kan endnu ikke sige, hvordan det står til med den mandlige bilist, der kørte op i kvindens bil.

De pårørende er informeret om ulykken.