50 akutjob til ledige
Kommunen slår snart nye stillinger op
Silkeborg Kommune vil frem til den 1. juli 2013 gøre en ekstraordinær indsats for at skaffe op til 50 akutjob til ledige, som risikerer at falde ud af dagpengesystemet. Sådan lyder det i en pressemeddelelse.
Det første akutjob slås op om få dage.
- Vi vil arbejde på at skaffe op til 50 akutjob i den kommunale organisation til ledige med kompetencer inden for de kommunale områder. De langtidsledige, som vil kunne se frem til et akutjob i Silkeborg Kommune er blandt andet SOSU'er og ufaglærte, men vi vil se efter muligheder for alle faggrupper, siger borgmester Hanne Bæk Olsen.
Det er regeringen, KL, regionerne og DA, der i en aftale har forpligtet sig til at arbejde for at skaffe akutjob til de ledige, som risikerer at falde ud af dagpengesystemet.
- De private arbejdsgivere er med i aftalen om at skaffe akutjob, og jeg opfordrer dem til også at løfte deres del af ansvaret. Kommunen, Jobcenteret, a-kasserne, de faglige organisationer og DA skal have afdækket, hvor mange, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet i Silkeborg Kommune, og hvilke områder, de søger job inden for, så vi i fællesskab kan finde de akutjob, der er brug for, siger Hanne Bæk Olsen.