50-årig mand dræbt i tragisk arbejdsulykke
Manden fik en jernkonstruktion ned over sig
En 50-årig mand fra Djursland har tirsdag mistet livet i en arbejdsulykke i Grenaa.
Manden døde, efter at han fik en større jernkonstruktion ned over sig på industrivirksomheden HSM på Bredstrupvej.
Hændelsen, som politiet betegner som en dybt tragisk ulykke, skete omkring klokken 13.
Da redningspersonale og politi kort efter kom frem til stedet, var den 50-årige mand død.
Ifølge Esben Møller, der er ejer af HSM i Grenaa, skete ulykken i forbindelse med, at den 50-årige mand var ved at sandblæse en stor konstruktion, så den var klar til at blive malet.
- Vi er dybt berørte allesammen. Jeg har haft forretning i 43 år, og vi har aldrig været udsat for det. Det er det eneste, man frygter, siger Esben Møller til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- HSM er ligesom en familie. Der er rigtig mange, der er rigtig berørte af det.
Den 50-åriges søn arbejder også i virksomheden, oplyser Esben Møller. Sønnen var på arbejde, da ulykken skete, men ikke i samme hal som sin far.
Læs også
Ulykkessted skal undersøges
Arbejdstilsynet skal nu undersøge omstændighederne omkring ulykken nærmere.
- De er på vej derud nu, og så laver de nogle undersøgelser af de faktiske forhold. Det er helt standardprocedure ved alvorlige arbejdsulykker, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Tholstrup til TV2 ØSTJYLLAND.
De pårørende er underrettet.
Østjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere om ulykken.