50-årig død af fald fra rulletrappe på banegård

En mand forsøgte at tage den forkerte rulletrappe for at komme ned på perron. Han mistede balancen og faldt

Det var på Aarhus Hovedbanegård, at en mand omkom, efter at han faldt ned fra en rulletrappe søndag morgen. Foto: Google Street View

En 50-årig mand mistede tidligt søndag morgen livet, da han faldt ned fra en rulletrappe på banegården i Aarhus C.

Ulykken skete klokken 04.53.

Han mister balancen, falder ud over rulletrappen og lander på perronen, siger Jakob Christiansen

Jakob Christiansen, Østjyllands Politi

- Ved hjælp af overvågning kan vi se, at manden er på vej ned ad en rulletrappe, der kører opad. Han mister balancen, falder ud over rulletrappen og lander på perronen, siger Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.

Faldet var på flere meter.

Manden døde af kvæstelser i hovedet. Han omkom ved faldet.

Et ukendt antal personer så ulykken ske, men ifølge politiet var der ikke mange vidner på stedet.

Læs også Forsvandt efter julefrokost: Politiet leder med båd og helikopter

- Det sker på et tidspunkt, hvor der ikke er mange mennesker på banegården. Derfor er der umiddelbart ikke mange, som har set det, siger Jakob Christiansen.

De pårørende til den 50-årige er underrettet. 

Politiet vil ikke foretage sig yderligere i sagen.

- Umiddelbart har ingen brudt loven, så der er ikke mere politimæssigt i det. Vi anser det som et tragisk uheld, siger Jakob Christiansen.