Femårige Marco havde ingen venner: Nu har det hele ændret sig

Marco, er mentalt udfordret og har intet sprog. Men heldigvis har den lokale håndboldklub gjort et stort stykke arbejde for at inkludere ham på deres håndboldhold.

00:30

VIDEO: Femårige Marco har fået venner, efter han begyndte til håndbold.

Hvis man har gode venner, har man også et godt liv. Det mener en stor del af de folkeskoleelever, som i denne uge hjælper TV 2 og TV 2-regionerne med at gøre os voksne klogere på Børnenes Danmark.

Men det er ikke alle, der har lige let ved at få gode venner. Det kender en plejemor fra Hovedgård ved Horsens alt til.

Læs også Børnenes Danmark: - Vi skal lige få gjort noget ved det klima

Hendes plejesøn, Marco, er fem år og fylder snart seks, men mentalt er han kun omkring et til to år gammel. Han er nemlig udviklingshæmmet og har ikke noget sprog. Det har gjort det svært for Marco at få sig nogle venner.

- Han har altid gået i en specielbørnehave, men han har ikke været venner med dem, siger Helle Kurup, der er plejemor til Marco, til TV2 ØSTJYLLAND.

01:36

VIDEO: Tirsdag var TV2 ØSTJYLLAND med Marco til håndbold.

Luk video

Skulle undgå at andre blev bange

For et år siden ændrede det sig dog heldigvis for Marco.

Der begyndte han nemlig til Trille Trolle håndbold i Hovedgård. Det er et hold med helt almindelige børn, som ikke har nogen handicaps.

Nu er han ikke bare til stede, nu er han også med til de fleste lege.

Helle Kurup, plejemor til Marco

- Han er rigtig, rigtig glad for det, siger Helle Kurup.

Læs også Mange børn er bekymrede for sygdom i familien

Formålet med håndboldholdet var egentlig, at de andre børn skulle lære Marco at kende. Han sidder nemlig ofte kun i en taxa til og fra skole og møder ikke andre børn eller familier i Hovedgård.

- Det optimale for Marco er, at de andre børn ved, hvem han er. Så når han går rundt nede i Brugsen eller i Fakta og siger mærkelige lyde, så bliver de andre børn ikke bange for ham, og de bliver ikke forskrækket over hans udbrud, for de ved godt, det bare er Marco, siger Helle Kurup.

00:30

VIDEO: 6. årgang på Kolind Centralskole mener også, at det er rigtigt vigtigt at have ægte, gode venner.

Luk video

Med i legen

I begyndelsen kunne han kun være med i få minutter og legede mest med sig selv. Men i dag er han med til hele træningen sammen med plejemor Helle.

- Det her er et fedt sted at være, og de andre børn gør mig ikke noget ondt, de laver også noget fedt, og det kan jeg også blive inspireret af. Så nu er han ikke bare til stede, nu er han også med til de fleste lege, siger Helle Kurup.

Formålet har ikke været, at han skulle få nye venner, men håndbolden har givet Marco mere end Helle Kurup havde turde håbet på.

- Det betyder ikke så meget for ham at have venner. Men det betyder noget for ham at være en del af noget. En del af noget større, siger Helle Kurup.

Marco mødes med de andre børn hver tirsdag.

I hele uge 41 sætter TV 2 og TV 2's regioner fokus på Børnenes Danmark. Vi spørger børnene, hvad der er vigtigt for et godt børneliv, og hvad der bekymrer dem.