48.000 sms’er skal lokke borgere til stemmeboksen

I Silkeborg Kommune stemmer 4 ud af 10 til Europa-Parlamentsvalget. Derfor sender kommunen sms-påmindelser rundt til borgerne.

02:31

VIDEO: I Silkeborg Kommune bliver 40 pct. af borgerne hjemme, når de skal stemme til EU-valget.

Det er kun godt halvdelen af os, der bevæger os ned i stemmeboksen, når der på søndag er Europa-Parlamentsvalg. Det viser statistikken. 

For Ihsan Saliri fra Silkeborg er det vigtigt, at man stemmer, når der er valg.

Læs også EU-valgkampen skudt i gang – valget har stor betydning for alle

- Alle mennesker skal stemme på søndag, hvis de gerne vil hjælpe sit land. Det er lige meget, om det er kommunalvalg eller EU-valg, så skal man da stemme, siger han TV2 ØSTJYLLAND.

Det synspunkt bliver dog ikke delt af alle i Silkeborg Kommune, hvor 4 ud af 10 borgere bliver hjemme i sofaen, når der skal stemmes til Europa-Parlamentsvalg.

Påmindelse på SMS

Silkeborg Kommune forsøger sig nu med en række forskellige tiltag for at lokke sofavælgerne til stemmeurnerne.

Når vi sender SMS’er ud, så stemmer de faktisk også mere, end hvad vi kunne forvente.

Søren Kristensen (S), 1. viceborgmester, Silkeborg Kommune

Torsdag modtog næsten 48.000 stemmeberettigede silkeborgensere en venlig påmindelse fra kommunen.

- Når vi sender SMS’er ud, så stemmer de faktisk også mere, end hvad vi kunne forvente, siger Søren Kristensen (S), der er 1. viceborgmester i Silkeborg Kommune.

SMS’erne ser rent faktisk ud til at virke. For siden man for første gang forsøgte sig med påmindelserne, er stemmeprocenten til Europa-Parlamentsvalget steget fra knapt 50 til 60 procent i Silkeborg Kommune.

- Når vi nu går til valg på søndag, så er det demokratiets festdag. Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at vi får udbredt den tanke til alle borgere, siger Søren Kristensen.

00:17

VIDEO: Hvis man først har stemt én gang, så gør man det også næste gang, lyder det fra 1. viceborgmester i Silkeborg Kommune Søren Kristensen (S).

Luk video

En af sofavælgere i Silkeborg er tidligere dagplejer Marianne Rod. Hun vælger bevidst at blive hjemme på valgdagen.

- Jeg bliver i min gode sofa med benene oppe og hygger mig, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun har svært ved at finde ud af, hvordan Europa-parlamentsvalget kan påvirke hendes hverdag.

- Jeg kunne jo sætte mig og følge med i det, men det vælger jeg så ikke at gøre. Det er jo også noget med, om man interesserer sig for det, siger Marianne Rod.

01:08

VIDEO: Vidste du, at EU har fjernet legetøjet i Cornflakes? 🥣

Luk video

EU betyder noget

Selvom det kan virke som om, at EU er langt væk fra en østjydes hverdag. Så har de ifølge en politisk forsker en påvirkning på forbrugersikkerhed, klima, miljø og forurening.

- Hvis det er således, at vores nabolande de bare forurenede som de havde lyst og havde meget mere forurening end vi havde, så ville vi også blive ramt af det. Vi ville også få dårlig luft og dårlig vand som kom fra de nabolande, siger Karsten Egnsig Sørensen, der er professor i EU-ret ved Aarhus Universitet.

Læs også EU-kandidat: Flygtninge skal søge asyl på afstand af EU

Det er kun, når der er Europa-Parlamentsvalg, at Marianne Rod bliver i sofaen. For hun stemmer altid til Folketingsvalget, men Europa-Parlamentet, har hun svært ved at relatere til.  

- Jeg ved jo godt, at det er vigtigt, men man tænker ikke rigtig over det. Og så tænker man, at det nok ikke kommer mig så meget ved, siger Marianne Rod.