47-årig væltet omkuld og sparket

En 47-årig mand blev tidligt i morges væltet omkuld og sparket flere gange på åben gade.

En 21-årig mand blev tidligt i morges anholdt for røveri på Vester Alle ved Thorvaldsensgade i det centrale Århus.

En 47-årig mand kom ifølge politiet gående på vej hjem fra arbejde, da han blev overfaldet af den 21-årige.

Røveren væltede ofret omkuld og sparkede ham flere gange på kroppen. Samtidig forlangte han ofrets penge og mobiltelefon, men det lykkedes ham ikke at få fat i nogen af delene.

Da nogle forbipasserende kom ofret til hjælp, stak røveren af sammen med en kammerat, der ikke deltog i røveriforsøget. En politihund snusede sig dog hurtigt frem til den 21-årige, der var nået til Vesterbro Torv.

Han blev genkendt af ofret og anholdt. Ved et grundlovsforhør senere i dag vil den 21-årige blive krævet fængslet for røveriforsøget.