47-årig i varebil dræbt: Ramte hjørnet af en lastbil

Voldsom trafikulykke har fredag eftermiddag kostet en mand livet og skabt køkaos nær Aarhus.

Uheldet på Genvejen syd for Aarhus kostede en mand livet og gav store trafikale udfordringer fredag. Arkivfoto. Foto: Lars Rievers / Ritzau Scanpix

En 47-årig mistede efter alt at dømme livet på stedet, da han fredag eftermiddag var involveret i en trafikulykke på en landevej mellem Aarhus Syd Motorvejen og Østjyske Motorvej. Det oplyser Østjyllands Politi.

Ulykken skete klokken 14.00, og en bilinspektør arbejdede på stedet frem til klokken 16.30 for at klarlægge, hvad der præcis er sket.

Strækningen, der hedder Genvejen, forbinder de to motorveje. Ulykken skete i vestlig retning ved Ormslev.

Læs også Voldsom brand på kyllingefarm: 6.000 kyllinger brændt ihjel

Lastbil holdt i vejkant

Ifølge politiets oplysninger sad manden bag rattet i en varebil, der ramte venstre hjørne på en havareret lastbil.

Lastbilen holdt helt inde i højre side af vejen med havariblink tændt.

- Varebilen væltede rundt, og den 47-årige mand blev formentlig dræbt på stedet, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den omkomne mand er fra Aarhus.

Der er ikke oplysninger om, hvorfor lastbilen var havareret.

Læs også Skud affyret på politistation: Kunne have ramt forbipasserende

Vej spærret

Vejdirektoratet oplyser på sin hjemmeside, at Genvejen fra Østjyske Motorvej (E45) mod Møllebakken i en periode fredag eftermiddag var spærret. Sent fredag eftermiddag var ét spor farbart. 

Vejen forventes helt åbnet først på aftenen. Bilister opfordres derfor til at finde alternative ruter.