46-årig får millionbøde for transport af smuglede smøger

I marts slog politi til mod flere adresser i en større smuglersag. Mandag blev en mand idømt fængsel og bøde.

Retten i Randers har idømt en 46-årig mand fængsel og en høj bøde.

En 46-årig mand blev mandag kendt skyldig i at have været med til at transportere over 3,5 millioner cigaretter, som var smuglet ind i Danmark.

Han blev straffet med fængsel i et år og ni måneder og blev tildelt en bøde på tre millioner kroner. Det skriver Østjyllands Politi torsdag i en pressemeddelelse.

Læs også Seks anholdt for indsmugling af 16 millioner ulovlige cigaretter

- Den 46-årige har været med til at snyde og forsøge at snyde statskassen for et meget stort afgiftsbeløb ved at transportere og videresælge et stort antal cigaretter, som, han vidste, var indsmuglet, siger anklager hos Særlig Efterforskning Vest, Mette Fladkjær i meddelelsen, og fortsætter:

- Det har retten vurderet skulle straffes med en længere, ubetinget fængselsstraf og en markant bøde, siger Mette Fladkjær.

3 millioner cigaretter

Manden er dømt for at have videretransporteret og til dels videresolgt cigaretter, som en række andre personer er tiltalt for at have smuglet ind i Danmark.

Han nægter sig skyldig og har anket dommen med påstand om frifindelse.

Læs også 5 millioner illegale cigaretter fundet i container i Aarhus Havn

Den 46-årige blev - sammen med seks andre personer - anholdt 13. marts i år, da politiet slog til mod flere adresser i Jylland.

Samme dag beslaglagde politiet tre millioner cigaretter i Polen, og to polske statsborgere blev anholdt.

Også en anden mand på 52 år er i juni blevet kendt skyldig i at have transporteret nogle af cigaretterne i Danmark.

Sagen omfatter 16 millioner smøger

Den 46-årige mand er dømt for at have været med til at transportere over 3,5 millioner cigaretter, men sagen er meget større end det.

Sagen er nemlig en del af en omfattende efterforskning af et internationalt, kriminelt netværk, der har smuglet cigaretter fra Polen til Danmark, som Særlig Efterforskning Vest gennemførte den 13. marts.  

- Det er en efterforskning, vi har haft kørende siden 2018, og netop det her er en del af vores arbejdsområde i Særlig Efterforskning Vest, sagde politiinspektør ved Særlig Efterforskning Vest, Brian Olsen, til TV2 ØSTJYLLAND den 14 marts.

02:31

VIDEO: Her kan du se et interview med politiinspektør Brian Voss Olsen, Særlig efterforskning Vest.

Luk video

Der er tale om indsmugling af intet mindre ind 16 millioner kopicigaretter, som ifølge Østjyllands Politi svarer til et afgiftstab på 16-20 millioner kroner til den danske stat. Omregnet svarer det til 80.000 kartoner cigaretter med 10 pakker i hver karton.

Pallevis af cigaretter blev fundet i en container, der skulle indeholde rensningsudstyr til swimmingpools, tilbage i januar. Foto: Toldstyrelsen

- Vores arbejde går ind under det, man kalder særlig kompliceret og grænseoverskridende kriminalitet, og det går den her sag ind under, sagde politiinspektøren.

I denne ombæring blev der også i Polen beslaglagt tre millioner kopicigaretter, og to polske statsborgere blev anholdt. 

Fem millioner cigaretter fundet i container

Tidligere i år blev der fundet knap fem millioner i en stor container på Aarhus Havn. Den 45 fods store container skulle indeholde rensningsudstyr til swimmingpools, men ved nærmere kontrol viste det sig, at det ikke var alle kasserne, der gjorde det.

01:30

VIDEO: Tidligere i år fandt Toldstyrelsen knap fem millioner cigaretter i en container på Aarhus Havn.

Luk video

De mange cigaretter, svarende til cirka 250.000 pakker á 20 stk., var gemt i kasser og stablet op på paller i containeren og forsøgt gemt bag kasser med reelt indhold.

- Der var nogle ting, der vakte toldernes nysgerrighed, og så blev den udtaget til kontrol. Det afdækkede, at der var cigaretter i, og ikke det der stod i papirerne, sagde kontroldirektør i Toldstyrelsen Preben Buchholtz til TV2 ØSTJYLLAND i januar.

Andre store cigaretfund på Aarhus Havn

  • 2018: 1,5 million cigaretter beslaglagt på Aarhus Havn
  • 2015: Tobakshunden Lana finder knap 10 millioner cigaretter
  • 2014: 5 millioner cigaretter skjult i varmtvandsbeholdere i et containerskib

Ifølge Toldstyrelsen skønnes afgiften af de knap fem millioner cigaretter, der blev fundet i januar, at være omkring ni millioner kroner, hvis de skulle sælges i Danmark.

De fem millioner fundne cigaretter på Aarhus Havn i januar har dog ikke noget at gøre med de 16 millioner cigaretter, de seks personer er anholdt for at indsmugle.