45 mand arbejder på opklaring af drab
Politiet arbejder intenst for at opklare, hvem der forårsagede en 76-årig mands død under et hjemmerøveri i Skovby.
Natten til torsdag begik flere ukendte gerningsmænd et hjemmerøveri mod et ældre ægtepar i Skovby ved Galten. Under røveriet slap kvinden væk, mens manden døde under endnu ikke fastlagte omstændigheder.
Politiet har fået mere end 70 henvendelser fra offentligheden.
- I øjeblikket er vi i gang med dels at gennemgå de mange henvendelser og dels at indsamle og undersøge spor på gerningsstedet. Vi har 45 mand på opgaven. Desuden venter vi på konklusionerne af obduktionsrapporten, siger vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi Peter Krogh til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge den dræbtes kone var der tale om tre-fem gerningsmænd, der talte et østeuropæisk sprog.
TV 2 | ØSTJYLLAND følger sagens udvikling tæt - både på tv og på nettet.