45 gode minutter sikrer Silkeborg-sejr over FCM
Trods en sløj første halvleg, formåede Silkeborg IF alligevel at hente en flot 2-1 sejr onsdag aften mod Superligaens nummer tre, FC Midtjylland
En fodboldkamp består heldigvis af to halvlege. For skulle Silkeborg IF vurderes ud fra de første 45 minutter af onsdagens opgør mod FC Midtjylland, så var det ikke mange positive ting, der kunne skrives.
Siden august havde Silkeborg IF kun tabt til Superligaens nummer et og to, FC København og Brøndby . Torsdag aften gjaldt det så nummer tre, og længe lignede det, at også de ville blive en for stor mundfuld for oprykkerne.
Læs også
Silkeborg havde i begyndelsen af kampen problemer med at holde styr på især Mikkel Duelund. Den unge kantspiller fik flere gange skabt ravage i højre side og kom frem til flere gode skudmuligheder.
I det hele taget blev Silkeborg trykket godt og grundigt i bund i hele halvlegen, og meget sigende for styrkeforholdet var værternes største chance en situation, hvor Davit Skhirtladze fik underløbet Johan Dahlin i Midtjylland-målet, så han tabte bolden ind over stregen. Men var der ikke dømt offside, havde fløjten nok lydt for frispark.
Det var lige ved, at ’Ulvene’ kunne gå til pause med en velfortjent føring. Jakob Poulsen tog sig af et frispark et meter uden for feltet, men inde på stregen kom Simon Jakobsen springende og fik headet bolden væk.
Læs også
I pausen var det som om, at hjemmeholdet fandt ud af, at de ikke kunne blive ved med at holde stand mod det massive pres, FC Midtjylland satte for dagen.
Og derfor var det et komplet forvandlet hold, Peter Sørensen sendte på banen i anden halvleg. Især Robert Skov var livet op og med en række gode præstationer, fik han skabt frygt i de lillaklædtes forsvar.
Men det var Nicklas Helenius, der fik æren af at åbne scoringen. Lejesvenden fra AaB modtog bolden tæt presset af to FCM-forsvarer, men angriberen formåede at komme til afslutning, og fik på flotteste vis sparket føringsmålet ind.
Fem minutter senere var der ikke noget pres på Helenius, da han gjorde det til 2-0. Kian Hansen fik på klodset vis nedlagt Davit Skhirtladze i feltet, og på det efterfølgende straffespark sendte den lange angriber endnu en sikker scoring i kassen.
Læs også
Et kvarter før tid fik FC Midtjylland så igen den farlighed, de havde i første halvleg, og denne gang udmøntede det sig så i en scoring. Indskiftede Rilwan Hassan sendte et fladt indlæg ind foran mål, og her kom Paul Onuachu glidende og kunne altså reducere for gæsterne.
Og selvom udeholdet presser på mod kampens slutning, så holder Silkeborg stand. Peter Sørensens tropper hentede en fornem sejr på 2-1.
Et skår i glæden kan dog vise sig at være en skade til en af sæsonens helt store profiler, Ibrahim Moro. Kort inden slutfløjtet må han forlade banen på båre med hvad der lignede en knæskade.
Med sejren er østjyderne ubesejret i de seneste seks kampe på eget græs og holder samtidig fast i Superligaens 10.-plads.
Silkeborg IF - FC Midtjylland (2-1)
2 - 0: Nicklas Helenius (straffe) (63.)
2 - 1: Paul Onuachu (74.)
Tilskuere: 2.970