45-årig bankede sin samlever
Politiet har anholdt en 45-årig mand, der er sigtet for vold mod sin 49-årige samlever i det nordlige Århus.
11. maj 2009, kl. 09:17
Mere end 30 dage gammel
En 45-årig mand bliver mandag fremstillet i grundlovsforhør, efter at han søndag aften blev anholdt i Kalmargade i det nordlige Århus.
Politiet blev tilkaldt kort efter klokken halv ni, hvor der ifølge JP Århus var melding om husspektakler.
Da en patrulje fra Østjyllands Politi ankom til stedet, kunne betjentene konstatere, at den 45-årige mand havde udøvet vold mod sin 49-årige samlever. Hun slap dog med overfladiske skrammer.
Manden blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold, oplyser vagtchefen ved Østjyllands Politi til avisen.