45-årig affyrede skud efter uoverensstemmelser

En skudepisode på Borumvej i Tilst fik Østjyllands Politi til at møde talstærkt op torsdag eftermiddag.

Torsdag klokken 12:07 fik Østjyllands politi en anmeldelse om skyderi på Borumvej i Tilst. Foto: Google Street View

Østjyllands Politi rykkede torsdag eftermiddag talstærkt ud på en adresse i Tilst, efter en mand affyrede to skud.

Anmeldelsen kom klokken 12:07 og lød på, at der var blevet affyret skud på Borumvej i Tilst.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Læs også Politiet har ledt det forkerte sted efter forsvunden mand

- En mand skulle have indfundet sig på adressen, og efter nogle uoverensstemmelser med personerne i huset, være gået ud i haven og affyret to skud, skriver politiet.

Kort efter episoden fandt sted, fik Østjyllands Politi fat på den 45-årige mand, som nu har meldt sig selv.

Ifølge politiets oplysninger er der ikke tale om skarpe skud, og der var ingen, der kom til skade.

Den 45-årige mand skal nu afhøres i sagen.

Episoden har ingen relation til den igangværende konflikt i Aarhus.

Læs også To såret efter kæmpe slagsmål i Aarhus