44 vil være programdirektør

Aarhus 2017 har modtaget et bredt ansøgerfelt

Foto: Aarhus 2017

Arrangørerne bag det aarhusianske kulturhovedstadsprojekt, Fonden 2017, er i øjeblikket på udkig efter en ny programdirektør, som skal stå i spidsen for de mange kulturprojekter.

Ansøgningsfristen er nu udløbet, og der er derfor kommet overblik over de mulige kandidater.

44 personer har valgt at søge stilingen - heraf er 26 mænd og 18 kvinder. Størstedelen af ansøgerne har international baggrund, mens de 17 af dem kommer fra Danmark.

Se også: To mænd skal afløse én kvinde

Administrerende direktør for Fonden 2017, Rebecca Matthews, er godt tilfreds med antallet af ansøgere:

- Jeg glæder mig meget over antallet af ansøgere til programdirektørstillingen. Tallet er højere end sidste gang, og der er tale om et utroligt stærkt ansøgerfelt med mange internationale og danske kapaciteter, siger Rebecca Matthews i en pressemeddelelse.

Den nye programdirektør tager over efter Gitte Just, som valgte at stoppe på posten i september 2014.

Planen er, at programdirektøren skal tiltræde pr. 1. marts 2015. Efter ansættelsen vil Fonden 2017 udpege en Creative Advisor, der skal supllere programdirektøren.

Siden Gitte Justs afgang har Ole Wolf fra kulturafdelingen i Horsens Kommune og leder af Aarhus Filmby, Carsen Holst, midlertidigt varetaget posten som programdirektør i fællesskab.