4.200 besøgte lille Benny

Regnskov havde gratis entré juleaftensdag

Foto: Randers Regnskov

Inden julemaden skulle indtages og gaverne pakkes op, valgte mange familier i år at tilbringe et par timer i den tropiske varme.

Det skete i Randers Regnskov, som igen i år havde åbent juleaftensdag, hvor alle besøgende kunne komme gratis ind.

Se også: Mød den nyfødte tapir

Hele 4.200 personer slog vejen forbi den østjyske regnskov den 24. december for blandt andet at se regnskovens nye tapirunge Benny, fortæller souschef Tina de Linde til TV 2 | ØSTJYLLAND:

- Det er gået så forrygende. Der er mange, der synes, det er et godt afbræk, når børnene er utålmodige. For vores medarbejdere er det også en god oplevelse med kanon stemning, siger hun.

Normalt får Randers Regnskov besøg af omkring 200 personer i hverdagene i december måned og i omegnen af 600 personer i weekenderne.

For at gøre folk opmærksomme på det gratis tilbud, har Randers Regnskov primært lavet opslag på Facebook i dagene op til den 24. dccember. Derfor er Tina de Linde overbevist om, at succesen skal findes i mund-til-mund metoden, hvor folk har sagt det videre til venner og familier:

- Jeg tror, det er blevet en fast tradition i mange familier, siger Tina de Linde.

Randers Regnskov havde åbent juleaftensdag fra klokken 10 til 15.