4,1 mio. for én anbringelse
En personfarlig ung kræver døgnopdækning og bemanding af pædagoger 365 dage om året
Særligt en sag koster Randers Kommune dyrt.
4,1 millioner kroner årligt for anbringelse af én personfarlig ung. Det koster det, når der skal døgnopdækkes med pædagoger alle dage, hele året rundt. Anbringelsen er steget med 2,5 millioner kroner siden sidste år.
En stigning i sager om anbringelse af børn og unge i kommunen og et underskud i millionstørrelse i kommunens familieafdeling er årsag til, at de lige nu diskuterer, hvordan man kan spare penge på nogle af de dyre sager, som kommunen slås med.
LÆS OGSÅ: Randers sparer på anbragte børn
- Vi har jo desværre sager, hvor et ungt menneske er farlig for sine omgivelser. Dem har vi et par stykker af. Men jeg synes vi har en pligt i kommunen til at tage os af alle sager, siger Bjarne Overmark (L), formand for børn- og skoleudvalget, Skanderborg Kommune til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I øjeblikket er der 200 børn og unge fra Randers anbragt udenfor hjemmet.
Spareplan for anbringelser
Helt generelt er prisen på anbringelser steget.
Gennemsnitsprisen pr. anbringelse er steget fra 434.184 kroner i marts 2014 til 490.474 kroner i marts i år, det skriver Randers Amtsavis.
Stigningen betyder, at der i år er et merforbrug på 4,5 milioner kroner på de eksisterende sager.
En stabiliseringsplan skal nu få kommunen, medarbejdere og udvalg til at gennemgå hver eneste sag, hvor et barn eller en ung er anbragt udenfor hjemmet.
Formålet er at vende hver en krone for at vurdere, om der findes et andet og billigere tilbud i de pågældende sager.
Randers Kommune drøfter den såkaldte stabiliseringsplanen på et møde tirsdag.