41-årig røver anholdt

Sigtes for at have begået to røverier i september

Foto: Colourbox

En 41-årig mand blev tirsdag varetægtsfængslet af Retten i Aarhus. Han er sigtet for at stå bag to røverier i Aarhus-området.

Ifølge Østjyllands Politi blev han anholdt på en adresse i Randers mandag kl. 10.22. Han sigtes for at have begået røverier mod Kiwi i Skødstrup den 13. september og Aldi i Risskov den 14. september.

Østjyllands Politi mener, at den 41-årige har begået røverierne sammen med andre.

Sidst i oktober blev en 36-årig mand sigtet og anholdt for at stå bag de samme to røverier samt yderligere to røverier. Han har nu erkendt de fire røverier.

Se: Serierøver anholdt

Ved begge røverier truede en person sig til et kontant beløb ved hjælp af en pistol. Røveren fik udleveret pengene fra kassen i en Aldi-pose og stak af fra butikken til fods.

- Jeg har ingen kommentarer til sammenfaldet mellem de to sager. Ikke så længe, der er anmodet om dørlukning, siger politiassistent Marianne Morgen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

De to anholdelser kommer efter butikker i Aarhus-området har været plaget af mindst 12 væbnede røverier inden for de seneste par måneder.

Den 41-årige blev varetægtsfængslet frem til den 2. januar 2015.