400 nye boliger i Hørning
Trods protester fra lokale beboere er Hørning Kommune langt fremme med planerne om et nyt beboelseskvarter.
En placering tæt på motorvejen og kort afstand til Århus har tilsyneladende gjort Hørning til en populær by at bosætte sig i.
I hvert fald er Hørning Kommune langt fremme med planerne om at anlægge et nyt beboelseskvarter med plads til op mod 400 boliger.
Både økonomiudvalget og teknisk udvalg anbefaler lokalplanen, der baner vej for boligbyggeriet, og på mandag i næste uge kommer planen ifølge Århus Stiftstidende til behandling i byrådet.
Politikerne i byrådet forventes at godkende lokalplanen til trods for, at Hørning Kommune har modtaget flere protester i høringsfasen. Kommunen har fået i alt fem indsigelser og flere forslag til ændringer. Protesterne går blandt andet på antallet af boliger og på bebyggelsesprocent i det lave område. Derudover er der et ønske om flere friarealer og offentlig adgang til fællesområder.