400 henvendelser dagligt: Store problemer med handicapkørsel

I Aarhus Kommune har man sparet på skolekørslen til handicappede børn, og den nye ordning møder massiv kritik

04:07

Aarhus Kommunes kørselsordning til handicappede skoleelever møder massiv kritik fra flere fronter.

- Der er katastrofale problemer, og det går ud over børn hver dag, siger Lars Asmussen, der er talsmand for og medlem af skolebestyrelsen på Stensagerskolen i Viby til TV 2 Østjylland.

Han bakkes op af Marianne Banner, der er medlem af handicaprådet i Aarhus Kommune.

- Det er direkte skadeligt for de familier, der er involveret i det, siger hun. 

Læs også Løftet pegefinger til Randers Kommune i skolesag

Problemerne er opstået i kølvandet på at kommunen har valgt at ændre på kørselsordningen. Med udsigten til en besparelse på godt seks millioner kroner har kommunen fra 1. august valgt at samle flere børn i færre og større taxabusser. Dermed kan syv-otte børn køre sammen i en taxavogn, og det har givet en række uheldige følgevirkninger.

400 henvendelser om dagen
Isabella Rasmussen på 14 år er handicappet og bliver hver dag kørt fra sit hjem i Risskov til Stensagerskolen i Viby med kommunens taxakørsel. En tur, der bør tage omkring 25 minutter, men som i flere tilfælde har taget op imod to timer, fordi der er så mange børn med, der skal sættes af forskellige steder.

I Aarhus Kommune erkender man problemerne. Her modtager kørselskontoret lige nu op imod 400 henvendelser hver eneste dag, oplyser kommunen til TV 2 Østjylland. 

Læs også Massiv mangel på studieboliger gør skurvogne populære

- Vi er meget kede af det, og jeg beklager over for de forældre og andre, det drejer sig om, siger Peter Pedersen, der er økonomidirektør i Aarhus Kommune.

Han fortæller, at ordningen er tænkt som et kvalitetstilbud til forældrene, men i stedet er hverdagen altså blevet uhensigtsmæssigt lange køreture og sågar flere eksempler på, at børn er blevet glemt og sat af det forkerte sted.

- Det kan få den konsekvens, at børnene bliver angste. Det er handicappede børn, og mange af dem tåler ikke belastning, stress og forandring i deres hverdag, siger Marianne Banner fra handicaprådet.

Hos Aarhus Kommune kalder økonomidirektøren problemerne for indkøringsproblemer.

- Vi har gjort alt, hvad vi kunne, og vi har arbejdet i lang tid på at undgå de her indkøringsproblemer, men desværre kan vi konstatere, at vi har dem alligevel, siger Peter Pedersen. 

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) vil først udtale sig om 14 dage, når han har fået en redegørelse i sagen. 

Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.