40 grader under AGF-kamp

Trods varmen tror spillerne på sejr i aften

AGF skal i aften rette op på 1-2 nedelaget mod FC Dila Gori

Georgien har taget godt imod AGF-truppen, der i aften spiller returkamp i Europa League mod FC Dila Gori. 

Holdet landede onsdag kl. 13.30 i Tbilisi, og blev mødt af ledere fra Dila Gori, der stod klar til at byde velkommen. Ifølge AGF's kommunikationsmedarbejder Bo Jensen, har der ikke været nogen problemer før kampen mod holdet fra den tidligere sovjetiske republik.

- Alt fungerer upåklageligt. Der er fine forhold hernede. Hotellet er fint og banen er rigtig god, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

35-40 grader under kampen
De gode forhold gør, at forberedelserne til kampen går gnidningsfrit. AGF skal i aften indhente et 1-2 nederlag, for at gå videre i turneringen, og ifølge Bo Jensen tror spillerne på, at det nok skal lykkes.

- Stemningen i truppen er god. Når tingene rundt om kampen fungerer godt, er det med til at få forberedelserne til kampen til at fungere. Spillerne tro på, de kan vinde, siger han.

En af de udfordringer holdet står overfor, er det meget varme klima i Georgien. Gårsdagens træning foregik  i 32 graders varme. Og det var vel at mærke kl. 21, efter solen var gået ned.

Kampen i aften spilles kl. 18 lokal tid - kl. 16 dansk tid - og derfor regner Bo Jensen med, at solen kommer til at varme kraftigt på banen

- Vi kommer til at spille i 35-40 graders varme. Så spillerne får masser af væske i løbet af dagen, siger Bo Jensen.

FC Dila Gori forventer omkring 5.000 tilskuere til kampen. Ca. 150 AGF-tilhængere har taget turen til Georgien.