40-årig nikkede politimand en skalle
40-årig mand også sigtet for vold mod kvinde
En 40-årig mand fra Randers bliver lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han er sigtet for at have slået en 45-årig kvinde og nikket en politimand en skalle.
Østjyllands Politi modtog fredag sidst på eftermiddagen en anmeldelse om husspektakler og vold i en bolig i landsbyen Vrangstrup syd for Langå.
- Vi sendte en patrulje ud til adressen, og da den skulle håndtere den 40-årige mand, nikkede han en af betjentene en skalle, siger vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Han fortæller, at manden og kvinden, der befandt sig på bopælen, kender hinanden, men at manden er bosat i Randers.
- Kvinden var blevet slået nogle gange med knyttet hånd, inden politiet ankom til stedet, siger Bo Christensen.
Politimanden, som blev nikket en skalle, pådrog sig en øm næse og et par løse tænder, men han har ikke brækket noget eller knækket tænder.