40 år og nybagt mor

Flere østjyske kvinder runder de 40, inden de føder. Ifølge fremtidsforsker går flere direkte fra forældrefasen til pensionsfasen.

Ifølge Danmarks Statistik blev 300 østjyske børn sidste år født af en mor, der havde fyldt 40 år.
Det er en stigning på 14 procent i forhold til året før.

Ifølge fremtidsforsker Marianne Levinsen fra Center for fremtidsforskning i Århus er der ingen grund til at tro, at der vil blive færre 40 plus-mødre fremover.

- Mange af os kommer til at opleve, at samtidig med at vi modtager efterlønsbeviset, så flytter det yngste barn hjemmefra. Vi går direkte fra forældrefasen til pensionsfasen, siger hun til DR Østjylland.

41-årige Trine Hanghøj Dam fra Øster Vissing ved Randers fik sit andet barn efter at have passeret de 40 år. Lige nu er hun gravid med sit tredje barn.

- Det har været et spørgsmål om, at tiden skulle passe. Jeg er en af dem, som har studeret, og efter, at jeg har fået mit embede, skulle der også lige gå nogle år, før jeg følte, at tiden var inde. Så blev jeg heller ikke gravid med det samme, og det har også været med til at trække det lidt ud, siger sognepræst Trine Hanghøj Dam til DR Østjylland.

En 49-årig århusianer var den ældste kvinde, som fødte i Østjylland sidste år.
Den ældste nybagte mor i Danmark var sidste år 51 år.