40 år med Fatter Eskil
Holder bluesfest i aften
Et legendarisk spillested fejrer fødselsdag. Fatter Eskil, også kaldet for Bluesmusikkens højborg, i Skolegade midt i Aarhus Midtby runder i år de 40 blussende somre.
I aften er derfor den helt store bluesaften med musik fra kyndige hænder, blandt andre Ole Frimer Band, Shades of Blues, Michelle Birkballe og Birgitte Laugesen.
Og de to forpagtere, søstrene May-Britt og Rikke Hansen, ser frem til en stor aften - med kærligheden til musikken helt i front.
- Det er ikke fordi, vi bliver rige på det her. Men det er vigtigt for os at drive et spillested med levende musik i byen. Der er få steder tilbage, og derfor er der en hel generation, som ikke kender til den tradition, siger May-Britt Hansen.
Historisk blues-scene
Sidst i 80erne og først i 90'erne var Fatter Eskil centrum for en blomstrende bluesscene i Aarhus og hvor et frodigt musikmiljø skabte Aarhus-musikhistorie.
Fatter Eskil var fuldstændig afgørende for, at der dengang voksede et slagkraftigt, kreativt og mangfoldigt bluesmusikmiljø frem. Der blev skabt nye bands og konstellationer, der blev jammet og spillet på kryds og tværs. Og der blev lagt en inspirationsbund, som yngre musikere kunne stå på.
Et besøg på det gamle spillested er derfor for mange aarhusianere også lig med en tidsrejse, hvor de genoplever varme bluesaftner på et tætpakket Eskil, hvor mundharpe, bluesspade, sved og fadøl gå op i en højere enhed.
Aftenens koncert på Fatter Eskil er udsolgt.
Se interviewet med Ole Frimer her ovenfor.
.