3F kårer Aarhus-hotel som landets bedste arbejdsplads

Fagforeningen 3F kårer Scandic Aarhus City til årets arbejdsplads i Danmark. Ry-virksomheden Pressalit hædes med innovationspris

Per Christensen, 3Fs formand, roser Scandic Aarhus City for hotellets fokus på bæredygtighed. Foto: Henning Bagger, Scanpix

1 af 2

Hvis medarbejderne på hotellet Scandic Aarhus City smiler ekstra meget i disse dage, er der en god grund.

Stedet er netop kåret som "Årets Arbejdsplads 2016" af fagforeningen 3F.

I begrundelsen peges der blandt andet på, at Scandic Aarhus City har et særligt fokus på bæredygtighed og miljø.

- I får mest muligt ud af de materialer, der bruges i hverdagen, bruger mindre vand, nedbringer fysisk skrald og bruger solcelle-energi, sagde 3Fs forbundsformand, Per Christensen, ifølge fagbladet 3F ved prisoverrækkelsen.

Læs også Østjylland snuppede fornemme mad-priser

Han hæftede sig desuden ved, at Aarhus-hotellet går meget op i at uddanne elever.

- Kulturen for det er så stærk, at mange af virksomhedens elever har vundet medaljer ved konkurrencer. Det er et stærkt ansvar at påtage sig for fremtiden i den branche, sagde Per Christensen.

Scandic Aarhus City er ikke den eneste østjyske prisvinder.

3Fs innovationspris går til Pressalit for virksomhedens arbejde med robotter, inkludering af elever og for at integrere nydanske medarbejdere.