3F: 1.700 sager skal revurderes

Afgørelse fra Norddjurs Kommune får betydning for sager i hele Danmark

01:49

1 af 2

I tirsdags fik Helle Drejer Nielsen fra Grenaa rettens ord for, at hun blev uretfærdigt stemplet som hypokonder af en psykiater.

Den dom får nu betydning for 1.700 andre danskere, som alle er blevet undersøgt af samme speciellæge som hende selv.

Se også: 240.000 kroner i erstatning

Der er tale om psykiateren Piet Casier, som flere gange har fået kritik fra Sundhedsvæsenets Disciplinærudvalg, fordi han har fejldiagnosticeret en række patienter.

Det samme var tilfældet med Helle Drejer Nielsen, som i 2006 fik pludselige smerter i kroppen efter en halsbetændelse. Psykiaterens fejldiagnose fik den konsekvens, at kommunen ikke ville anerkende hendes sygdom.

For at sikre sig, at andre ikke er havnet i samme situation, skal de 1.700 sager, som Piet Casier har vurderet, nu gennemgås. Fælles for dem alle er, at der er tale om sager, hvor kommunen har krævet en lægelig vurdering.

Netop derfor er formand for 3F Djursland Lydia Callesen glad for, at retten nu har fældet en afgørelse:

- Når man som kommune stiller krav om at indhente speciallægeerklæring, så har jeg også en forventning om, at man bruger de rigtige speciallæger, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det er 3F Djursland, som har rejst Helle Drejer Nielsens sag, der endte ud med en erstatning på 240.000 kroner for tabt arbejdsfortjeneste.

Du kan se et tv-indslag om fejldiagnosticeringen øverst i artiklen.