Efter grundlovsforhør: Mand tilbageholdes i tre døgn i sag om mulig krænkelse
En 38-årig mand, der søndag aften blev anholdt i en sag om en mulig krænkelse i Lystrup blev mandag fremstillet i grundlovsforhør
En 38-årig mand blev i dag, mandag, fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aarhus. Han blev søndag aften anholdt i en sag om mulig krænkelse nær en legeplads ved Elstedhøj i Lystrup.
Retten besluttede, at den 38-årige mand skulle tilbageholdes i tre døgn mere, mens politiet klarlægger yderligere omstændigheder omkring episoden. Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
Læs også
Dermed skal han senest om tre døgn stilles for en dommer eller løslades.
Seksårig pige krænket
Politiet modtog søndag aften en anmeldelse om, at en mand havde krænket en seksårig pige på legepladsen.
- Vi fik manden anholdt kort tid efter, vi fik anmeldelsen. Ud fra vidners forklaringer og signalement fandt vi hurtigt frem til manden, siger kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi Jacob Christiansen.
Politiet oplyste tidligere i dag, at manden sigtes for at have blufærdighedskrænket den seksårige pige.
Afspærrede område
Politiet modtog anmeldelsen klokken 17.10, og rykkede derefter ud til Elstedhøj i Lystrup.
Her afspærrede politiet et grønt område ved Elstedhøjbebyggelsen. Bebyggelsen består af en række boligblokke, og disse har til fælles en legeplads, som blev afspærret sammen med et større grønt område.