36-årig dømt for drab
12 års fængsel for Brabrand-drab
En mand fra Aarhus er tirsdag blevet idømt 12 års fængsel for at have stukket en pensionist ihjel ved Brabrand.
Det er anden gang, at den 36-årige mand er tiltalt for drab - i den første sag blev han frifundet.
Nævningetinget fastslår, at Jesper Snæbum Nielsen med adskillige knivstik dræbte Per Ernst Mikkelsen, en pensionist fra byens misbrugsmiljø.
Offeret, der blev 56 år, blev også slået med rørtang i panden, da Nielsen gik løs på ham i et grønt område en formiddag i april sidste år.
Liget af den 56-årige blev fundet af nogle skolebørn ved et vandløb ved Grimhøjvej.
Drabsmand nægtede sig skyldig
Jesper Snæbum Nielsen har nægtet sig skyldig, men nævningetinget peger på flere omstændigheder, som fører til det modsatte resultat.
For eksempel er der fundet lakrester i Nielsens bil, og disse stemmer med de rester af lak, som blev fundet både på liget og på rørtangen, som blev smidt i en sø.
Desuden har et vidne fortalt retten, at han i området så en person, som ligner den tiltalte. Denne person havde blod på sin ene hånd.
I 2009 var Nielsen ligeledes tiltalt for drab - denne gang for med et jagtgevær at have skudt den 41-årige Lennart Kalby i baghovedet.
Liget blev i 2008 fundet på en strand nær Marselisborg ved Aarhus, og anklagemyndigheden mente, at motivet var penge, idet offeret mistede en pung med 6000 kroner.
Men Retten frifandt Jesper Snæbum Nielsen for forbrydelsen og dømte ham alene for ulovlig våbenbesiddelse.
Han har nu mulighed for at anke tirsdagens dom til Vestre Landsret.