35 hjælpere på 10 uger
Så mange har hjulpet dement 76-årig mand
35 forskellige hjemmehjælpere har været inde i hjemmet hos en 76-årig mand i Resenbro ved Silkeborg, siden han blev udskrevet fra sygehuset i august. Det fortæller DR Østjylland.
Minna Nielsen, der bor sammen med den 76-årige mand, har holdt nøje regnskab med antallet.
- Han har haft 35 stykker sammenlagt. Jeg har skrevet det ned i en kalenderbog, fordi jeg havde indtryk af, at det var lidt rod, siger hun.
Den 76-årige mand skal have skiftet sin stomipose 6 gange i døgnet, og da han også er dement, har det store antal hjemmehjælpere været en belastning for ham.
- Det har han reageret meget voldsomt på. Han skælder ud, for han kan ikke overskue det, siger Minna Nielsen.
Sundheds- og omsorgschef i Silkeborg, Inge Bank, mener også, at 35 hjemmehjælpere er for mange.
- Det lyder som mange, og det er noget, vi skal have kigget på, siger Inge Bank.