33-årig sigtet for billet-fusk

En 33-årig mand er sigtet for at snyde folk, der ville sikre sig billetter til 'Danmarks Smukkeste Festival' i Skanderborg.

Anmeldelserne fra folk, der har betalt penge for koncertbilletter, de aldrig har fået, fylder efterhånden en hel del hos Aalborg Politi. Politiet har indtil nu modtaget 30 anmeldelser, men tirsdag blev en 33-årig mand fængslet, sigtet for de mange tilfælde af bedrageri.

- Vi havde en idé om, hvor han kunne være, og han blev så anholdt af politiet i Hvidovre, siger Ejlar Larsen fra kriminalpolitiet i Aalborg.

Tirsdag blev han kørt til Nordjylland og fængslet ved et grundlovsforhør. Manden er sigtet for på internettet at have sat billetter til blandt andet Skanderborg- festivalen til salg og på den måde lokket penge fra de interesserede købere. /ritzau/