33-årig fængsles for drabsforsøg
Offer blev stukket med kniv flere gange
En 33-årig mand er fængslet for forsøg på at dræbe to personer med en kniv i en lejlighed i Aarhus C..
Manden opsøgte en anden 39-årig mand i dennes lejlighed i centrum af Aarhus.
- De to mænd kender hinanden og færdes i misbrugsmiljøet, men hvad der førte til knivstikkeriet, ved vi ikke på nuværende tidspunkt, siger Peter Grove Munk politikommissær ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ved overfaldet var begge mænd påvirket af enten alkohol eller stoffer, og den 39-årige mand blev stukket flere gange og tildelt knytnæveslag i ansigtet med det resultat han fik snitsår i panden, skader på halsen samt afværgelæsioner på arme og hænder.
En tredje mand, der var til stede i lejligheden, forsøgte at ringe til politiet. Men det fik blot den 33-årige til at vende sin vrede mod ham:
- Hvis du ikke giver mig den telefon, så dræber jeg dig, sagde
manden ifølge politiet.
Den 33-årige stak ud mod mandens hoved flere gange med
kniven.
Der blev slået alarm til politiet af en anden beboer i opgangen, som hørte en masse larm og råben fra lejligheden.