32-årig filmede kvinder på wc
Mand dømt til 60 dages fængsel for at have lavet skjulte optagelser af kvinder på wc i lufthavnen i Tirstrup og på solcenter.
En 32-årig mand fra Kolind tilstod blankt i retten i Randers i går, at han ved flere lejligheder har taget billeder og videooptagelser af afklædte kvinder i et solcenter og på et toilet i Tirstrup Lufthavn. Det skriver Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis.
Manden fik en dom på 60 dages fængsel, og derudover har retten konfiskeret et webkamera, et trådløst kamera, en computer, en ekstern harddisk og en mobiltelefon hos ham.
Den kreative fotograf installerede et trådløst webcam i et solcenter i Kolind i maj 2006, og så satte han sig ved computeren og fulgte kundernes afklædning og solbadning. De anede ikke, at de blev beluret.
I oktober camouflerede han sin telefon og installerede den i et hjørne på et toilet i lufthavnen, hvor han arbejdede.
5. november prøvede han at sætte sin telefon op i en plasticboks i solcenteret, men den blev opdaget og sagen meldt til politiet. Derefter blev den 32-årige lurer anholdt og hans computer og telefon undersøgt.