32-årig dømt for forsøg på at dræbe sin kæreste
En mand fra Brabrand er blevet dømt for drabsforsøg begået tilbage i april
Den 11. april 2017 blev en dengang 29-årig kvinde groft overfaldet af en mand, der slog hende så voldsomt, at hun var i livsfare umiddelbart efter. Det skete på Jernaldervej i det vestlige Aarhus.
Hun klarede sig dog, mens den nu 32-årige mand blev anholdt. Han har siddet varetægtsfængslet siden, men nu har han fået sin straf.
Læs også
Det viste sig, at de to var kærester, og manden er blevet idømt anbringelse på et psykiatrisk hospital på ubestemt tid.
Den 32-årige mand erkendte overfaldet, men det var ifølge manden ikke hans hensigt at slå kæresten ihjel. Det blev dog modsagt af et vidne, der kunne berette, at den 32-årige mand på gerningstidspunktet havde sagt, at han ville slå kvinden ihjel.
Læs også
- Jeg er meget tilfreds med, at retten gav Anklagemyndigheden medhold i, at der var tale om forsøg på manddrab og ikke blot vold. Kvinden blev udsat for et meget kraftigt kvælertag, som kunne have taget livet af hende. Og det så retten med stor alvor på, siger senioranklager Birgitte Ernst fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Dommen blev som nævnt en anbringelsesdom fremfor en almindelig fængselsdom.
Læs også
- Mentalundersøgelsen og Retslægerådet var enige om, at den 32-årige var sindssyg på gerningstidspunktet, og anbefalede derfor, at han skulle anbringes. Derfor er jeg også tilfreds med, at retten fulgte min påstand om, at den 32-årige skulle anbringes på ubestemt tid. Så skal han på et tidspunkt ud i samfundet igen, skal både hans læger og en dommer vurdere, at han er egnet til det, siger senioranklager Birgitte Ernst.