3.000 kr. for 16 æg
Gymnasieklasse udviste købmandstalent
En gymnasieklasse fra Skanderborg har udvist et særdels veludviklet købmandstalent. På kort tid forvandlede de 16 æg til intet mindre end 3.059 kr., to lædertasker og et klaver.
De fire 1.g'ere - Amanda Truelsen, Juliane Kethmer, Regitze Schwenzen og Sissel Gammelgaard - fortæller onsdag aften i Go' Aften Østjylland, hvordan det kunne lade sig gøre.
- Vi var 16 elever, der en tirsdag morgen tog ud til butikkerne med et æg hver og spurgte: "Hvad har i, som i gerne vil bytte for det her æg?", fortæller Regitze Schwenzen.
Penge til velgørenhed
Efter kort tid var det lykkes klassen at bytte sig til ca. 25 forskellige genstande. Med sig hjem havde de både smykker, shampoo, tøj og sågar et klaver.
Anledningen til byttehandlerne var, at klassen deltog i en velgørende indsamling kaldet LIB, der står for Leg i Bolivia. Det var da også velgørenhedsprojektet, der var med til at gøre de østjyske erhvervsdrivende rundhåndede, fortæller pigerne.
- Folk var meget villige til at hjælpe, da vi forklarede hvad LIB gik ud på, og var meget åbne for at ville bytte, siger Sidsel Gammelgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Klaver i overskud
Da byttehandlerne var overståede afholdt klassen en auktion over tingene på gymnasiet. I alt indbragte det 3.059 kr.
Til overs blev to skindtasker og et klaver, som pigerne stadig arbejder på at få solgt.
- Vi har snakket om at sætte taskerne på auktion på internettet, og klaveret har vi allerede to, der gerne vil købe, siger Regitze Schwenzen.
Sammen med de penge, som de øvrige klasser indsamlede, kan Skanderborg Gymnasium nu donere i alt 62.000 kroner til opførelsen af et spejdercenter i Bolivia.
Du kan se interviewet med de fire piger i klippet i playeren øverst på denne side eller se det i Go' Aften Østjylland. Det er onsdag kl. 18.20, 20.30 og 23.30.
Her kan du også høre, hvordan et H.C. Andersen eventyr inspirerede klassen til byttehandlerne.