30 bilister mister kørekort

Kørte ulovligt bilræs, mens politiet lå på lur

Betinget og ubetinget frakendelse af kørekortet er på vej til 30 bilister, efter politiet med en skjult operation onsdag aften afslørede ulovligt gaderæs på Erhvervsvej i Them.

Politiet foretog 70 målinger på 30 biler og målte hastligheder mellem 80-123 km/t i en byzone, hvor fartbegrænsningen er 50 km/t.

I går gik politiet i gang med at dele bøder ud til bilisterne.

- Folk er rystede over, at de er blevet taget, og det er tydeligt, at alvoren også er gået op for de fleste, siger vicepolitikommissær fra Midt- og Vestjyllands Politi, Claus Nørgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Operationen var skjult. Betjente sad gemt i tre timer med laser og video. Politiet blev chokeret over synet og afbrød operationen for at stoppe løbet, da de vurderede, at det var for farligt.

Kun 14 dage med kørekort
En af de første, der nu mister kørekortet er en 18-årig mand, der kun har haft kørekort i 14 dage.

Han har fået en mindre rallybil af sin bedstefar. Den ældre herre havde betinget sig, at barnebarnet under ingen omstændigheder brugte bilen til at køre ræs i.

Den 18-årige får kørselsforbud indtil sagen er afgjort, samt en bøde. Han skal desuden starte forfra med at tage kørekort.

Misvisende billede

Denne artikel har tidligere været ledsaget af et billede af en racerbil, som tilhører banekøreren Niels Becker.

Hverken Niels Becker eller hans bil har på nogen noget med den aktuelle sag om ulovligt gaderæs i Silkeborg at gøre.

Billedet var anvendt som et såkaldt genrebillede for at illustrere historien. Alligevel kunne det let fejlfortolkes, sådan at Niels Becker blev sat i forbindelse med løbet. Dette var ikke vores hensigt.

TV 2 | ØSTJYLLAND beklager det misvisende billedbrug i artiklen.