30-årig dømt til behandling

Skamferede kæresten med kniv og rørtænger

En 30-årig mand er dømt til psykiatrisk anbringelse for at skamfere sin kæreste med kniv, hamre og rørtænger.

En uhyggelig sag om grov mishandling i et parforhold fik onsdag sit foreløbige punktum, da den 30-årige af Retten i Aarhus blev dømt til anbringelse på ubestemt tid på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland .

Han blev dømt for en sadistisk mishandling af sin kæreste i en lejlighed i Bispehaven i efteråret 2009, hvor kvinden blandt andet fik skåret sit ene øre og dele af næsen af.  Årsagen til den grusomme mishandling, der forløb over tre dage, var ifølge gerningsmanden, at han hørte stemmer, der fortalte ham, at kæresten havde været ham utro.

Efter mishandlingen af kæresten i oktober 2009 flygtede gerningsmanden til Tyskland. På vejen ringede han selv til politiet og fortalte om den mishandlede kvinde.  Han blev kort efter anholdt på en rasteplads ved Hamburg.  Ud over anbringelsesdommen bestemte retten, at Sidawi skal betale 161.000 kr. i erstatning til offeret.