30-årig mand stukket flere gange med kniv og slået med kølle
En 30-årig mand blev tirsdag aften udsat for et groft overfald i Aarhus
En 30-årig mand blev tirsdag aften ved 18.30-tiden stukket flere gange med en kniv og slået i hovedet med en kølle. Manden, der er fra Aarhus, er indlagt på sygehuset til behandling, men han har ikke været i livsfare, oplyser Østjyllands Politi.
Overfaldet fandt sted ved Circle K på Silkeborgvej i Brabrand.
Læs også
- Han har angiveligt aftalt at mødes med en person, som han havde et udestående med. Men der dukkede så tre til fire andre op, hvor af en af dem var bevæbnet med kølle og en anden med kniv, hvorefter de gik løs på ham, siger Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Den 30-årige fik flere knivstik i sit ene ben og har desuden pådraget sig buler i hovedet efter kølleslagene.
Ingen personer er anholdt
Østjyllands Politi har ingen anholdte i sagen.
- I aftes anholdt vi nogle, men dem har vi løsladt igen, da de angiveligt ikke har noget med sagen at gøre, siger Jakob Christiansen.
Ifølge Østjyllands Politi er der ikke noget, der tyder på, at sagen har nogen forbindelse til bandekonflikten, der i sommer har præget det vestlige Aarhus.
Læs også
- Vi er af den overbevisning, at det ikke er banderelateret. Der er efter vores overbevisning tale om et personopgør. Nu har vi en masse efterforskning, som vi skal i gang med, siger Jakob Christiansen.
Har du oplysninger om sagen, eller har du set noget i forbindelse med overfaldet, der altså fandt sted ved Circle K på Silkeborgvej i Brabrand i Aarhus ved 18.30-tiden, hører Østjyllands Politi gerne fra dig. Det kan ske på telefonnummer 114.