30-årig aarhusianer blandt de dræbte i togulykke

Togulykken onsdag morgen kostede otte personer livet. Nu har Fyns Politi identificeret de dræbte

Toget fra ulykken holder afdækket i Nyborg efter ulykken på Storebæltsbroen. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Onsdag morgen var en helt almindelig morgen. Første hverdag i det nye år, hvor togpendlerne som sædvanlig hoppede på toget mellem Aarhus, Odense og København. 

Men lige omkring klokken halv otte, da toget var kørt ud på Storebæltsbroen, indtraf den værste togulykke i Danmark i 30 år. Otte mennesker mistede livet og blandt dem en 30-årig mand fra Aarhus.

Læs også Yderligere to omkomne efter ulykke: Nu kører der igen tog over Storebælt

Det oplyser Fyns Politi, der netop har identificeret samtlige ofre, fredag morgen. 

Fire unge dræbt

Fem af de omkomne kommer fra Fyn, én fra Storkøbenhavn og én fra Grønland. De dræbte var mellem 27 og 60 år med en gennemsnitsalder på 41 år. 

Alle pårørende er underrettet. Ifølge Fyns Politi var ingen af de omkomne i familie med hinanden, og alle var danske statsborgere. Politiet ønsker ikke at oplyse yderligere om de omkomnes identitet.

De omkomne er

En 30-årig mand fra Aarhus

En 28-årig kvinde fra det østlige Fyn

En 51-årig mand fra det nordlige Fyn

En 45-årig kvinde fra Odense

En 60-årig kvinde fra Odense

En 27-årig kvinde fra det centrale Fyn

En 59-årig kvinde fra Storkøbenhavn

En 30-årig mand fra Grønland

Påmindelse om livets skrøbelighed

Borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) sender i forbindelse med offentliggørelsen af identiteten af de afdøde sin medfølelse ud til de efterladte. 

- Den voldsomme og tragiske ulykke på Storebæltsbroen 2. januar har rystet os alle. Min dybeste medfølelse og sympati går til ofrene fra Aarhus og fra andre dele af landet samt ikke mindst til deres efterladte, siger han.

Læs også Webdok: Han aflurede dankortkoder og slog folk ned

- Det er dybt ulykkeligt. Mange familier og venner er ved indgangen til det nye år efterladt med sorg og savn. Mine tanker går i dag til de mange, som derfor må indlede året med en trist påmindelse om livets skrøbelighed.

Morgentoget fra Aarhus

Ulykken skete onsdag morgen, da en lastvognstrailer på et godstog rev sig løs og ramte passagertoget. Godstoget, der transporterede øl, og lyntoget kørte i hver sin retning.

DSB oplyste i en pressemeddelelse klokken 10 onsdag, at seks mennesker har mistet livet i ulykken. Torsdag blev to yderligere meldt omkommet.

Toget, der siden forulykkede på Storebæltsbroen, kørte fra Aarhus Hovedbanegård mod Sjælland klokken 5.19. Ved 7-tiden samlede toget en masse pendlere op i Odense og omkring halv otte forulykkede toget på den vestlige del af Storebæltsbroen. 

Læs også Webdok: Ilden tog Gudrun, Inger-Lis og Johanne på plejehjemmet

Lokofører overlevede

I alt var 131 passagerer og tre DSB-medarbejdere med det forulykkede tog. 16 blev såret og siden behandlet på hospitalet. Blandt skaderne var flere ramt af glasskår fra de knuste vinduer, og nogle havde brækkede skuldre og hænder. 

Alle de sårede blev i løbet af torsdag udskrevet fra sygehuset. 

Læs også Mindesmærker for togulykke-ofre oprettet - yngre aarhusianer blandt de dræbte

Det var forenden af toget, som først ramte den lastbilstrailer med tomme ølkasser, som havde revet sig løs fra det modkørende godstog. 

Dele af traileren fløj ifølge Berlingske direkte ind i lokoførerens førerhus og ramte 20 centimeter over hans hoved. På mirakuløs vis overlevede han.

02:05

VIDEO: Torsdag var TV2 ØSTJYLLAND på Aarhus Hovedbanegård for at høre, hvilke tanker passagererne havde før, de skulle begive sig ud på deres første togrejse efter ulykken.

Luk video