28-årig anholdt
28-årig mand fra Odder mistænkes for røveri mod tankstation i Beder
15. feb 2011, kl. 11:29
Mere end 30 dage gammel
Med ordene "Nu er det os, der bestemmer", trængte en gruppe mænd den 7. januar ind i butikken på en tankstation på Kirkebakken i Beder. Bevæbnet med kniv og jagtgevær truede de personalet til at udlevere penge og cigaretter, inden de stak af.
Nu har Østjyllands Politi anholdt en 28-årig mand fra Odder, som mistænkes for at være den ene af gerningsmændene. I forvejen sidder to mænd på henholdsvis 22 og 26 år varetægtfængslet i sagen.
Den 28-årige fremstilles i grundlovsforhør tirsdag.