Mand anholdt for at hjælpe asylansøgere
Manden kan ifølge politiet formenlig se frem til en bødestraf
Mange danskere er de seneste dage trådt til for at hjælpe de asylansøgere, der er ankommet med færge, bus eller tog til Danmark.
Mens nogle har indsamlet mad, drikkevarer og tæpper, er andre gået skridtet videre og har transporteret dem til for eksempel Sverige.
Netop den form for hjælp er ulovlig og kommer nu formentlig til at koste en 41-årig mand fra Aarhus en bødestraf.
Manden blev ved et-tiden i nat anholdt af Østjyllands Politi efter, at han, ifølge en anmelder, havde kørt fem udlændinge i bil til Grenaa. Herefter havde manden købt færgebilletter til dem, der kunne bruges på ruten fra Grenaa til Varberg i Sverige.
Sammen med de fem udlændinge blev den 41-årige mand anholdt og kørt til politigården i Aarhus, hvor han i øjeblikket bliver afhørt.
- Vi er ved at finde ud af, hvor de har mødt hinanden henne, og om der har været betaling imellem dem, fortæller politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Transport er ulovlig
Indtil videre står manden til en sigtelse efter udlændingeloven ved at have bistået udlændinge ned ulovligt at rejse gennem landet, oplyser politiet.
- Den form for lovovertrædelse straffes med en bøde på 5.000 kroner, hvis der har foregået betaling eller med en minimumsstraf på 2.000 kroner, hvis der ikke har, siger Vagn Martinussen.
Hos Østjyllands Politi er man klar over, at der kan komme lignende sager i lyset af de seneste dages flygtningestrømme. Politikommissær Vagn Martinussen opfordrer dog østjyderne til at tænke sig godt om:
- De mennesker, der er i Danmark under politiets varetægt, er i gode hænder. Det er derfor ikke nødvendigt for den enkelte dansker at gribe ind og på den måde fortage en kriminel handling.
De fem udlændinge kunne ikke fremvise hverken pas eller andre personlige papirer og er derfor også til afhøring hos Østjyllands Politi. Det drejer sig ifølge politiet om fire voksne og et barn på fire år.
Politiet oplyser, at de alle har søgt om asyl i Danmark og bliver nu registreret, inden de sendes videre til Sandholmlejren.
Kender du den 41-årige mand, som nu er sigtet for at transportere de fem asylansøgere? Så hører vi gerne fra dig på redaktion@tv2oj.dk.