27-årig truet til at hæve penge
En 27-årig mand udsat for røveri i Aarhus
Tidligt søndag morgen blev en 27-årig mand udsat for røveri på Åboulevarden i det centrale Aarhus.
Her blev den 27-årige passet op af en gruppe på fem personer.
- Særligt to af dem var aktive. De truede med at ville stikke ham med en kniv, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi.
Gerningsmændene truede den 27-årige til at hæve penge i en hæveautomat. Kontantbeløbet tog de, ligesom de stjal 500 kroner fra den 27-åriges pung samt hans mobiltelefon, en iPhone 6.
Røveriet skete søndag morgen i tidrummet mellem klokken 06.00 og 07.00 på Åboulevarden.
Østjyllands Politi vil gerne høre fra personer, der har oplysninger i sagen. Henvendelse til politiet kan ske på telefonnummer 114.
To af gerningsmændene beskrives sålaedes:
A: Mand, mellemøstlig af udseende og mellem 20 og 22 år gammel. Han er 170-173 centimeter høj og almindelig af kropsbygning. Han har sort og mellemlangt hår og talte dansk. Han var Iført mørke jeans og en T-shirt.
B: Mand, mellemøstlig af udseende og omkring 20-22 år gammel. Han er cirka 185-190 centimeter høj og almindelig af kropsbygning. Han talte dansk og var iført en hættetrøje.