27-årig østjyde død under skibsforlis
27-årig mand fra Djursland er blandt de døde og savnede efter skibsforlis nær Skotland.
Rederiet Bourbon Offshore Norway offentliggjorde lørdag formiddag navnene på de døde og savnede, efter forsyningsskibet 'Bourbon Dolphine' torsdag sank ud for Shetlands-øerne.
Blandt de otte er den 27-årige dansker Søren Kroer fra Ørum på Djursland. De øvrige på listen er alle nordmænd.
Rederiet skelner ikke på dets liste over døde og savnede, eftersom de tre døde, der er fundet, ikke er identificeret endnu.
De britiske myndigheder anser det for usandsynligt, at der vil blive fundet flere overlevende.
Skibet var forbundet med et kabel til en olieboreplatform, da det pludselig af uforklarlige grunde vendte rundt og sank inden for få minutter.
Syv overlevede forliset, og det skyldes formentlig, at de alle arbejdede på dækket, da ulykken skete.