26-årig mand sigtet for vold på diskotek
En uoverensstemmelse på diskoteket 80eren i Silkeborg udviklede sig natten til søndag dramatisk
En festlig aften i byen endte alt andet end det for en 26-årig mand fra Silkeborg. På diskoteket 80eren i Nygade kommer han op at skændes med en anden gæst, og optrinnet ender voldeligt.
De to bliver nemlig så meget uvenner, at den 26-årige tildeler den anden gæst et knytnæveslag i ansigtet.
- Politiet kommer frem til stedet, hvor gerningsmanden er blevet tilbageholdt af vagterne. Han bliver anholdt og taget med på stationen, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Bjarne Askholm.
Bodega-vold: Mænd slået ned med ølglas
Ikke grundlag for fængsling
Her får manden lov til at køle af i detentionen, inden han søndag formiddag blev afhørt af politiet.
- Ud fra denne har vi valgt at løslade ham igen. Han er stadig sigtet for vold, men der var ikke grundlag for en varetægtsfængsling, forklarer Bjarne Askholm.
Ifølge vagtchefen slap ofret med mindre knubs. Episoden skete indenfor på diskoteket kl. 5.30.