26-årig fængslet for drabsforsøg
Kvinde stukket med kniv
Uoverensstemmelse mellem to mænd og to kvinder udviklede sig til drabsforsøg. To mænd er fængslet.
To mænd er lørdag ved Retten i Horsens blevet varetægtsfængslet. Den ene er sigtet for drabsforsøg, mens den anden er sigtet for at være i besiddelse af et skydevåben.
Baggrunden for sigtelsen er en episode, som udspillede sig fredag formiddag i Horsens.
Her kom de to mænd i en eller anden form for uoverensstemmelse med to kvinder. Der blev truet med skydevåben og anvendt kniv.
En 26-årig mand er sigtet for at have fægtet med kniven og tildelt den ene kvinde snitsår i blandt andet halsen, oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
Kvinden har ikke været i livsfare på grund af knivsårene, men politiet har valgt at sigte manden for drabsforsøg.
Retten bestemte, at den 26-årige skal varetægtsfængsles i foreløbig seks uger.
Den anden mand, som deltog under episoden, er en 27-årig mand. Han er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. Han blev varetægtsfængslet i foreløbig to uger.