26-årig dømt for knivoverfald
En 26-årig mand er blevet idømt tre års fængsel for et voldsomt knivoverfald i Silkeborg.
En 26-årig mand slap fredag for at blive indespærret på ubestemt tid og skal i stedet afsone tre års almindeligt fængsel. Det afgjorde nævningerne i en sag, som siden onsdag har været behandlet ved Vestre Landsret i Viborg.
Retslægerådet havde lagt op til, at John Eversen skulle dømmes til forvaring, fordi han er farlig for andre, men landsretten nåede altså frem til et andet resultat.
Uden grund overfaldt han en mand på busstationen i Silkeborg og truede ham med en kniv til at udlevere 400 kroner.
Da manden ikke ville udlevere pengene, skreg Eversen, om han ville dø for 400 kroner og stak ham med en kniv flere gange i den ene ben og i halsen. Den overfaldne overlevede.
Kort forinden havde den 26-årige tvunget en 16-årig dreng til at køre sig på knallert fra bopælen til busterminalen. /ritzau/