26-årig kvinde sigtet: Solgte fiktive varer på DBA for 20.000 kr.

En 26-årig kvinde sigtes for 24 sager om bedrageri på nettet. Hun er tidligere dømt og sigtet for lignende sager

Foto: Kristian Djuurhus/Ritzau Scanpix

En 26-årig kvinde er onsdag 11.30 blevet stillet for retten i Randers, hvor hun sigtes for bedrageri på Den Blå Avis.

- Der er tale om 24 sager, hvor hun har solgt en række fiktive varer, som køberen ikke har modtaget, fortæller Lau Birk, politikommissær ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Ulven er kommet til Østjylland: Har tilbragt sommeren på Djursland

De 24 sager er forløbet over den seneste måned, men det er langt fra første gang, at kvinden sigtes for sager om bedrageri på nettet. Hun er sigtet for yderligere 190 sager om salg af fiktive varer, og kvinden er derfor godt kendt af politiet.

- Det er lignende sager, som hun tidligere er sigtet for, og så har hun tidligere været dømt for bedrageri på nettet, siger Lau Birk.

Sagerne, som kvinden i dag sigtes for, løber op i en sum af 20.000 kr., som er blevet overført til kvindens konto, uden at køberne har modtaget varerne. Det drejer sig blandt andet om en klapvogn og en PlayStation.

Det er for at undgå, at yderligere borgere bliver skadet af det.

Østjyllands Politi 

- Vi har ikke pt. et bud på, hvor meget det løber op i for samtlige sager, fortæller Østjyllands Politi.

 Østjyllands Politi har henblik på at varetægtsfængsle den 26-årige kvinde efter grundlovsforhøret i dag:

- Baggrunden er, at vi vurderer, at hun ellers ville fortsætte handlingerne, og det er for at undgå, at yderligere borgere bliver skadet af det, fortæller Lau Birk. 

Kvinden er onsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i 4 uger. Hun erkender samtlige forhold, men har kæret kendelsen. 

Læs også Defekte bremser bør koste klækkelige bøder

Anbefalede retningslinjer til handel på nettet 

  • Tjek at sælgeren er NEM-ID valideret
  • Få fat i og tjek rigtigheden af sælgerens privatadresse og telefonnummer
  • Foretræk altid at mødes og handle
  • Benyt pakkelabel, så pakken kan spores under fragten 
Kilde: sikkerhed.dba.dk