250.000 kroner til nærdemokrati

Den kommende storkommune i Silkeborg-området får 250.000 kroner til styrkelse af nærdemokratiet.

Selv om kommunerne bliver større med strukturreformen, så må det ikke gå ud over demokratiet og borgernes engagement.

Det mener de i Silkeborg-området, der som led i den kommende kommunesammenlægning fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Landdistriktspulje har fået 250.000 kr. til et nærdemokratiprojekt i Gjern, Kjellerup, Silkeborg og Them kommuner.

Bevillingen er en af de største fra puljen. Formålet med projektet er at sætte fokus på, hvordan det lokale demokrati kan bevares, styrkes og videreudvikles, når det nye Danmarkskort bliver en realitet.

De fire ovennævnte kommuner ønsker med projektet at skabe en ny Silkeborg Kommune med landets bedste nærdemokrati. /ritzau/