2.500 nye boliger kan være på vej i Aarhus
Der skal efter planen skyde masser af boliger op i Aarhus i de kommende år
I den kommende uge skal magistraten og byrådet i Aarhus Kommune på hårdt arbejde. Her skal der nemlig behandles et stort antal forslag til nye lokalplaner, som skal give det hungrende boligmarked i Aarhus en vitaminindsprøjtning.
Helt konkret er der 2.500 nye boliger i Aarhus i spil fordelt ud over byen.
Læs også
Brabrand, Trøjborg og Åbyhøj er blot nogle af de områder, der står til pæne udvidelser, og så er planen for ombygningen af det gamle hovedbibliotek til lejligheder også ved at være klar til at blive stemt igennem.
- Aarhus vokser hastigt, og det stiller også store krav til udbuddet af blandede boliger i byen. Alene på det kommende byrådsmøde skal vi behandle ni lokalplaner, der betyder, at Aarhus får mange nye boliger og medvirker til at skabe en bedre social balance i byen, siger Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.
Bredt udvalg af boliger
Der er ikke blot tale om ungdomsboliger eller luksuslejligheder, men et bredt udvalg af boligtilbud, oplyser rådmanden.
- Planerne betyder, at der kommer boliger på Trøjborg, i Brabrand, i Tilst, i Gellerup, i Åby, på Aarhus Ø samt ved det gamle hovedbibliotek. Der bliver bygget i alle prisklasser og størrelser.
- For eksempel kommer der cirka 350 almene ungdomsboliger i Gellerups Hejredalskvarter, mens der med projektet SHiP på Aarhus Ø bliver bygget cirka 210 primært store boliger. Projekterne favner bredt og bidrager dermed til at Aarhus fortsat udvikler sig som en by med plads til alle, siger Kristian Würtz.