25-årig overført til Rigshospitalet

Den 25-årige kvinde fra Silkeborg blev mandag ramt af en højresvingende lastbil. Uvist om hun beholder førligheden.

Mandag blev den unge kvinde kørt ned på sin cykel, da en lastbilchauffør fra lokalområdet overså hende, da han svingede til højre i et kryds i Silkeborg.

Kvinden er nu blevet overført til Rigshospitalet i København, oplyser politiet i Silkeborg.

Kvinden pådrog sig komplicerede brud adskillige steder på bækkenet ved ulykken, lige som hun fik flere brud på benene, oplyser Radio Silkeborg.

Lægerne kan endnu ikke sige, om hun beholder førligheden.

Kvinden har allerede gennemgået flere lange operationer på Kommunehospitalet i Århus, og nu skal operationer og behandling fortsættes på Rigshospitalet i København.